Til forsiden
23.01.10

USA: March for Livet

Kategori: Nyheder - udland

 

Over 300.000 amerikanere tilkendegav deres modstand mod fri abort ved den årlige march i Washington.

Omkring 300.000 amerikanere deltog fredag den 22. januar i den årlige ”March for Livet” i Washington D.C. Demonstrationen forløb i år i en optimistisk stemning, ikke mindst på baggrund af republikaneren og abortmodstanderen Scott Browns nylige sejr ved guvernørvalget i staten Massachusetts, som har frataget demokraterne det såkaldte superflertal i Senatet. Herefter vil det blive særdeles vanskeligt for præsident Obama at gennemtrumfe den påtænkte version af sundhedsreformen, som indebærer offentlige tilskud til de amerikanske abortklinikker.

Ud over de 300.000 amerikanere, der var gået på gaden i Washington for at tilkendegive deres modstand mod abort, deltog ca. 75.000 i en virtuel march via en hjemmeside, hvor de kunne lade sig registrere og vælge en digital figur, som blev placeret på et kort foran kongresbygningerne.

Det vakte endvidere opmærksomhed, at omkring halvdelen af demonstranterne i Washington var unge under 25. At tendensen i øjeblikket går i retning af, at det især er de yngre generationer, der er modstandere af abort, bekræftes af en frisk meningsmåling, der viser, at 56 % af alle amerikanere p.t. mener, at abort er moralsk forkastelig. I de lidt ældre generationer (45-64 år) er det kun 51 %, der deler denne opfattelse, mens det er 58 % i gruppen 18-29 år og 60 % i gruppen 30-44. Blandt de ældste (65 år og opefter) var modstanden dog størst: 62 %.

37-året for indførelse af fri abort i USA markeres endvidere med kampagnen ”40 dage for Livet”, som afholdes i 3 lande (USA, Canada og Australien) i 156 forskellige byer. De 40 dage falder sammen med den kristne fastetid fra askeonsdag til påske, og der arrangeres bøn, faste samt fredelige vigilier foran abortklinikker. Kampagnen, der første gang blev afholdt i 2007 har ført til, at mange har fået øjnene op for de menneskelige omkostninger ved abort. Således har mindst 27 medarbejdere på abortklinikker sagt deres stillinger op. En af dem er Abby Johnson, tidligere leder af en af Planned Parenthoods abortklinikker i Texas. Efter at hun havde overværet en ultralyds-scanning af et abortindgreb, hvor hun med sine egne øjne så, hvordan det ufødte barn kæmpede for at komme bort fra sugeslangen, forlod hun klinikken og er i dag aktiv inden for den amerikanske pro life-bevægelse.


 

Annonce

Ny hjemmeside?

Så er du kun et opkald

fra en løsning.

Klik HER